Du har måske bemærket at jeg ikke skriver om behandling af specifikke psykiske diagnoser som f.eks. depression og angst. Det skyldes at jeg generelt er tilbageholdende med at anvende helt så skarpt opdelte kasser, som de mest almindelige diagnoser kan invitere til. Lad mig forklare lidt tydeligere:
Diagnoser har den klare fordel at det gør det nemmere at tale om et mønster af symptomer, som er velbeskrevet på tværs af mange individer. Hvis man f.eks. er blevet diagnostiseret med depression hos egen læge, så give er én noget at holde sig til og det gør det nemmere f.eks. at læse om andres erfaringer med tilsvarende symptomer. Det kan også give noget ro at genkende sig selv i noget, som andre også har oplevet og som har en konkret sprogbrug knyttet til sig, f.eks.: “jeg har det svært pga. tankemylder” eller “jeg er depressiv fordi jeg har mange automatiske negative tanker om mig selv” o.s.v.
Ulempen er at man risikerer at miste blikket for det større billede af styrker, strategier og mønstre, som kendetegner mennesket nedenunder og rundt om de symptomer, som definerer en specifik diagnose. Det er vigtigt at huske, at diagnoser er et redskab, som er opfundet med det formål at systematisere måden, vi som fagpersoner beskriver sygdomme. Diagnoserne tegner langt fra et perfekt kort over det psykiske landskab, som passer på alle. Det er et system, som oprindeligt er udviklet til at beskrive fysiske sygdomme og afgrænse forskellige symptombilleder fra hinanden, således at man kunne finde frem til specifikke organiske årsager og behandlinger. Det er en tilgang, som har skabt utrolig meget godt for mennesker, men det er samtidig et system, som ikke er egnet til at rumme en mere holistisk forståelse af det levende, vibrerende og kommunikerende menneske.
Når det er sagt, er jeg – selv om jeg nogle gange betegner mig selv som en “alternativ” eller “uafhængig” psykolog – ikke modstander af hverken diagnoser eller medicin, men jeg opfordrer altid til nysgerrighed omkring hvilken rolle og betydning, du selv og andre vigtige mennesker i dit liv tilskriver begge dele.
Undtagelsen her på siden er at jeg eksplicit tilbyder behandling af stress. Stress er (lidt pudsigt måske) ikke en psykisk diagnose. Man taler i diagnose-termer om belastningssyndrom eller belastningsreaktion, som er en måde at beskrive de sammenbrud, som kan følge af lang tids stressbelastning af krop og sind. Indre og ydre belastninger er også ofte beskrevet som faktorer, som indgår i udviklingen af depression og angst. Når jeg særligt interesserer mig for stress skyldes det at jeg oplever stress som vores individuelle vindue til hvordan vi håndterer belastning: vender vi det indad og bliver i tvivl om vores egne ressourcer og styrker, bliver vi målrettede og arbejder solen sort til vi segner, eller bliver vi primært pisse irriterede på alt og alle omkring os? Med andre ord: Når belastning gør, at vi mister fodfæstet og proportionssansen, hvad sker der så indvendigt? Og hvad tilbyder disse situationer os, at vi kan lære om os selv, vores psykiske styrke og verden omkring os?
